Der er forskel

I hele beskrivelsen af fødslen, men og uden komplikationer, er jeg gået ud fra det ”normale”, det der som regel sker. Men naturligvis er der forskelle fra hund til hund og fra race til race. Tæver af racer med abnormt store hoveder vil således have vanskeligere ved at føde naturligt, og f.eks. bulldogge forløses som regel ved kejsersnit.

 

Men der kan også være psykiske forskelle. De fleste hundeejere ved sikkert, om deres hund er ”pivet” – eller det modsatte. En pylret og forkælet hund vil sandsynligvis tage stærkt på vej under fødslen, halse og stønne meget og være irriteret og utålmodig, hvis hvalpene ikke kommer hurtigt nok ud. Hører ens hund derimod til de hårde og robuste, kan man risikere, at hund blokker op, næsten uden at man mærker det på hende. Hvis en sådan robust hund begynder at jamre sig under fødslen, eller hvis hun lader én forstå, at man ikke må gå fra hende – f.eks. ved trods veerne at løbe efter en, når man vil fjerne sig – så kan man være sikker på, at hun trænger alvorligt til hjælp.

 

Af sted til dyrlægen

Hvis man af en eller anden grund ikke kan få dyrlægen hjem til sig – han står måske midt i sin konsultation – må man være beredt på at drage af sted med tæven i tilfælde af komplikationer. Som regel vil hun tage transporten forbavsende roligt. Hav nogle kasserede, rene lagner eller håndklæder parat til at sætte hende på, og hvis hun ikke er for stor til det, så lad hende sidde ved siden af dig på forsædet, så du let kan strække en hånd ud og berolige hende og hindre hende o at springe forvildet omkring. Kør roligt og forsigtigt, så når du det nok.

 

Har man en hjælper, der kan sidde på bagsædet med hunden, går det naturligvis nemmere. Hvis der allerede er kommet hvalpe, når du skal af sted, så kan de godt tåle at blive tilbage, blot de er tørre og ligger varmt, gerne under en varmelampe.

 

Kejsersnit

Kejsersnit er flere steder i denne redegørelse omtalt som en sidste udvej. Heldigvis kommer det sjældent så vidt. Men skulle det ske, er der ingen grund til at fortvivle. Det er forbløffende, så let de fleste hunde kommer over operationen og koncentrerer sig om at passe hvalpene.

 

De fleste opdrættere gør efterhånden den erfaring, at kejsersnit er noget, der skal besluttes på et tidligt tidspunkt. Hvis der er komplikationer, betaler det sig ikke at lade dyrlægen prøve med den ene indsprøjtning efter den anden for at stimulere veerne, jo længere man ”bøvler” med tæven, inden man endelig bekvemmer sig til at foretage kejsersnit, jo mere svækket bliver hun, og jo større fare er der for både hendes og hvalpenes liv.

 

Ved kejsersnit åbner man bugvæggen med et snit på langs, åbner livmoderen, tager hvalpe og efterbyrder ud og syer livmoderen og derefter bugvæggen sammen igen, som regel får ejeren hvalpene og den søvnige tæve med hjem kort efter operationen.

 

Så længe bedøvelsen virker, må man jævnligt holde øje med, at hvalpene ikke kommer ind under tæven eller om bag hendes ryg, så de bliver klemt eller ikke kan komme til at die. Hvis tæven har haft hvalpe før, vil hun allerede i halvt sovende tilstand rent mekanisk begynde at passe hvalpene, slikke dem, skubbe dem på plads, flytte sig lidt, så de kan komme til hendes mælkekirtler, o.s.v. Har hun aldrig haft hvalpe, vil hun være noget længere om at finde ud af, at de er hendes, og af, hvordan hun skal passe dem, og så må man hjælpe hende lidt i begyndelsen.

 

Selve operationssåret synes ikke at genere tæven nævneværdigt, selv om hvalpene kravler rundt på hende. Nogle dyrlæger bruger at sy et hæfteplasker over såret, andre gør det ikke. Plasteret er efter min mening rarest at være fri for. Tæven er mindre tilbøjelig til at slikke såret, når der ikke er plaster på, og det er ubehageligt at se de små hvalpepoter rive i plasteret, til det efterhånden bliver helt flået af.

 

Man må forhindre tæven i at slikke såret, da man ellers risikere, det springer op. Men det volder som regel ikke større besvær. Hun er så optaget af hvalpene, at hun glemmer alt andet. Hvis hun skulle begynde at slikke såret, og man ikke kan snakke hende fra det, kan man af et stykke stift bølgepap (siden af en papkasse) lave en stiv ”flip” til hende, knapt så bred som hendes hals er lang, sæt den rundet om halsen med tape udenom. Så kan hun ikke bøje hovedet ned til såret, men er alligevel ikke helt hjælpeløs, når det gælder at passe hvalpene. Lad hende ikke beholde flippen længere end højst nødvendigt – som regel er et døgn nok. De store halskraver eller plastikspande, som man ofte ser afbildet i hundebøger, er efter min mening ubehagelige og i dette tilfælde i hvert fald unødvendige. Hunden ramler imod med dem alle vegne, raver omkring som en fuld mand, har vanskeligt ved at orientere sig og er i hvert fald ude af stand til at holde øje med sine hvalpe.

 

I forbindelse med operationen har tæven fået penicillin, og det normale er, at dyrlægen kommer dagen efter og giver hende endnu en penicillinsprøjte, samtidig med at han ser efter, om alt er vel hos mor og børn. Derudover får man gerne noget sårpudder med besked om, hvor ofte man skal behandle såret – og så plejer resten at gå af sig selv, akkurat som efter en normal fødsel. Ti dage efter operationen drager man glad af sted til dyrlægen for at få stingene fjernet, og så er ens hund så god som ny.

 

Døde hvalpe

En af årsagerne til vesvækkelse og påfølgende kejsersnit kan være, at hvalpene allerede er døde og derfor ikke kan fødes på normal vis. En tæve, der har fået kejsersnit og kommer hjem uden hvalpe, kræver megen omsorg, navnlig hvis hun tidligere har prøvet at have hvalpe og af naturen er en god hvalpemoder. Hendes fortvivlelse er næsten ikke til at bære. Hun vil søge alle vegne, specielt i det rum eller den kasse, hvor hun normalt plejer at ligge med sine hvalpe. Hun simpelt hen nægter at tro, at hun ingen hvalpe har. Hun vil også være mere tilbøjelig til at slikke i såret, fordi hun ikke har hvalpene at beskæftige sig med.

Tal med dyrlægen om at få noget beroligende til hende, og hold hende nede i en halvdød den første uges tid. Giv hende ”flip” på, så længe det er nødvendigt. Hold øje med hendes mælkekirtler – hvis de er alt for hårde, spændte, røde, måske lidt varme og betændte, kan man forsøge med ”sæbemassage”, som beskrevet i Anni Mortensens ”Bogen om Boxeren”. Det er faktisk ikke massage, men kun en ganske let indgnidning af dievorterne, der endelig ikke må trykkes eller masseres så meget, at der kommer mælk. Sæb hænderne godt ind i håndsæbe og smør det ganske let ind i huden på de spændte yver. Pas endelig på, at der ikke kommer sæbe i nærheden af operationssåret, da det svier slemt. Prøv denne behandling nogle gange med et par timers mellemrum. Hjælper det ikke, så kontakt dyrlægen.

 

Giv ikke tæven for meget at spise eller drikke, men kræs gerne op for hende med små lækkerier. Når den første uge er gået, så hold hende stadig på smalkost, men hold op at give hende nervepiller. Leg med hende, dog ikke for voldsomt af hensyn til såret, tag hende med ud at gå tur, få hende i det hele taget til at tænke på noget andet. Efter et par dages forløb vil sorgen være glemt. Samme omsorg skal tæven have, hvis hun har fået dødfødte hvalpe, eller de er døde eller er taget fra hende umiddelbart efter fødslen.

 

Hvor mange hvalpe må tæven beholde?

I 1930’erne var det god latin, at man straks aflivede alle tævehvalpe i et kuld, fordi tævehvalpe ikke var til at sælge. Nu er efterspørgslen mere jævnt fordelt, og ingen vil vel i dag drømme om at beskære et hvalpekuld på den måde.

 

I de mellemliggende år har der til gengæld været røster, der talte for at beskære hvalpekuld på en anden og lige så brutal måde. Fanatiske dyrebeskyttere krævede, at man ikke burde tillade stambogsføring af mere end 6 hvalpe i hvert kuld. Mere kunne ingen tæve passe ordentligt, og resten burde aflives. I visse andre lande håndhæver man sådanne bestemmelser, men herhjemme synes kravet heldigvis at være forstummet. En sådan bestemmelse ville nemlig først og fremmest virke som en uretfærdighed over for den dygtige og energiske opdrætter, der fuldt ud er i stand til at fodre et stort kuld hvalpe op, uden at det går ud over hvalpene eller moderen.

 

Nedkommer ens tæve med flere hvalpe, end hun har mælk – og mælkekirtler - nok til, må man imidlertid være klar over, at der kræves en virkelig indsats. Det første døgn efter fødslen må man så vidt muligt lade alle hvalpene drikke ligeligt hos moderen, da den første modermælk er særlig værdifuld for dem. Derefter er fremgangsmåden dem samme som beskrevet i afsnittet ”tæven har ikke nok mælk”. Det står selvfølgelig stadig fast, at 6 virkelig gode hvalpe er bedre en 10 halvgode. Men 10 virkelig gode hvalpe er dog endnu bedre. Så må man gøre op med sig selv, om man mener at kunne klare det. Viger du tilbage for opgaven, så forsøg at få en erfaren opdrætter til at hjælpe dig med at sortere de hvalpe fra der skal aflives.

 

Hvis man får en meget stort kuld, kan man naturligvis også forsøge gennem dyrlæger, dyrehospitaler, hundeklubber eller en annonce i det lokale blad at skaffe en amme til hvalpene. Men det lykkes nu sjældent, fordi det skal gå så hurtigt.

 

Mor og hvalpe

Når fødslen er overstået, er aviserne i kassen gennemblødte, grisende og flået i småstumper. Nu gælder det om at genere tæven mindst muligt, mens man lægger rent på sengen. Bred et nyt lag aviser ud på gulvet lige ved siden af kassen, så de kan lægges på plads med et enkelt snuptag. Læg hvalpene op i en af de papkasser, man slæber varer hjem i fra købmanden eller supermarkedet. Papkassen skal være så høj, at tæven ikke kan springe op i den eller vælte den. Flyt hvalpene 2 og 2. tæven vil som regel straks springe ud af kassen og bekymret følge hvalpenes forsvinden. Smid skyndsomt de våde avisstumper ud på gulvet og læg de rene aviser i bunden af kassen. Flyt hurtigt hvalpene tilbage, hvor de hører hjemme. Det hele kan være overstået på mindre end et minut, og tæven falder hurtigt til ro igen med sine små.

 

Vent lidt med at fjerne de våde aviser. Når de er samlet sammen, så hold dem hen foran tæven og lad hende undersøge dem, inden du går med dem. Ellers kan hun blive urolig og tro, man tager nogle af hendes hvalpe fra hende.

 

Han eller tæve?

Hvis du ikke har kunnet følge med under fødslen, er tiden nu inde til at holde mandtal over hanner og tæver i kuldet. Mens hvalpene ligger fredeligt og dier, kan du sikker lidt diskret – for ikke at forurolige tæven – komme til at undersøge det.

 

En nyfødt tævehvalps kønsdel er så stor, at mange ukyndige tager den for en hanhvalp. Hvis der er begge i kuldet, er det naturligvis nemt at se forskel. Men for alle tilfældes skyld: tævens kønsdel stikker næsten lodret ned mellem bagbenene, og ser man rigtigt til, kan man bag på den se den lille kønsåbning. Hanhundens kønsdel sidder inde under maven og vender spidsen fremad. Så skulle der ikke være noget at tage fejl af.

 

Tævens psyke

Når din tæve lige har fået hvalpe, er hun blevet en anden hund, en du ikke kender og ikke kan beregne. hendes hormonbalance er ændret, og slumrende instinkter er vakt til live hos hende. Hun tilhører sine hvalpe nu, og din rolle er ikke længere ejerens, men den hjælpsomme tilskuers.

 

Hvis hun havde været en vild hund i naturen, ville hendes gemal og måske også et par unghunde af hendes kuld fra sidste år have været til stede hos hende under fødslen og have opfyldt hendes kontaktbehov – unghundene dog på ærbødig afstand. Men så snart hvalpene var født, ville deres far være adgangsforment. Hun ville ikke tillade ham at komme hende og hvalpene nær. En sådan opførsel kan man iagttage hos ulve og dingoer, moderne forskere mener, at hannen bliver så irriteret over at være lukket ude, at han vil være så meget desto mere kampberedt, hvis andre skulle forsøge at nærme sig – og at han derfor er netop den vågne og nidkære vagtpost, hun o hendes små har brug for.

 

At det ”ved” din hund naturligvis ikke noget om, men det kan meget tænkes, at slumrede instinkter er blevet vakt i hende, og at du, som har været hende nær under fødslen, nu også er de nærmeste dage kommer til at spille rollen som hvalpefaderen og derfor skal kanøfles, hver gang du kommer for nær til hvalpenes leje.

 

Du må ikke blive forbavset, endsige forarget på din hund, hvis hun knurrer eller måske endda snapper efter dig. Hun kan ikke gøre for det, det er en refleks, hun ikke kan beherske. Risikoen for at blive bidt rigtigt er meget ringe. Men lidt knurren og snappen må man altså være forberedt på. En del tæver reagerer på den måde. Men trøst dig, seneste om et par uger vil hun elske dig som før.

 

Lad hende være i fred

Hvad enten din tæve er blevet aggressiv eller hun ligger fredsommeligt med sine hvalpe, så lad hende mest muligt være i fred. Og hvis hun tydeligt viser, at hun kun tåler det medlem af familien, som passer hende og hvalpene, så skal den øvrige familie ubetinget holde sig væk, mindst de første 2 uger.

 

Hvad der gælder for familiens øvrige medlemmer, gælder i ganske særlig grad for eventuelle andre hunde. Selv om 2 hunde normalt er de bedste venner af verden og dårligt kan undvære hinanden, bør man ikke lade dem få kontakt med hinanden, når der er hvalpe. Det er at udfordre skæbnen.

 

Hvad kan der ske? Sandsynligheden taler for et forrygende og blodigt slagsmål. Selv gamle opdrættere gør af og til bitre erfaringer i den retning. Døren, man ikke har fået lukket ordentligt – hunden, der øjeblikkelig benytter sig af chancen. Hunde interesserer sig nemlig meget for andre hundes afkom. Især vil en drægtig tæve føle sig enormt tiltrukket af små hvalpes piben. Og når hvalpemoderen og den fremmede tæve mødes foran hvalpekassen, er det sandsynligvis kamp på liv og død. Slagsmålet kan også komme i gang, selv om hundene mødes på ”neutral” grund, f.eks. under en luftetur i gården.

 

Man må heller ikke lade en anden hund komme ind og se på hvalpene, medens hvalpemoderen er ude og lufte sig. Det går godt i de 9 ud af 10 tilfælde. Men tilfælde nummer 10, hvor man står med et par ihjelbidte hvalpe, kommer som lyn fra en klar himmel.

 

De første måltider

6 til 8 timer efter fødslen skal tæven have sit første måltid. Det skal bestå af usiet, men tynd – drikkelig – havresuppe, tilsat en spiseskefuld fosforsurt kalkpulver og 2 spiseskefulde sukker pr. liter. Kalkpulveret røres ud i lidt af suppen, inden den hældes i hele portionen. Serveres lunken.

 

De fleste tæver er de første dage så fanatiske med deres hvalpe, at det ikke nytter noget at stille skålen på gulvet og regne med, at så finder tæven selv ud af at drikke. Det gør hun ikke. Man må holde skålen foran hende, så hun kan drikke, mens hun sidder eller ligger i hvalpekassen. De første par dage skal hun sandsynligvis opvartes på denne måde, ellers får hun ikke nok at spise og drikke.

Til at begynde med giver man ikke tæven vand, men lader hende få alle de liter havresuppe med kalk, hun kan drikke. Hun plejer at labbe store portioner i sig. Men når der er gået et par dage, gider hun ikke se havresuppe mere, og så må man liste kalk i hende på andre måder. I hele resten af diegivningstiden skal tæven have adgang til alt det friske vand hun kan drikke.

 

Allerede 24 timer efter fødslen kan man begynde at give tæven diætmad, f.eks. kogt torskefilet med daggammelt franskbrød opblødt i fiskesuppen. Eller fiskeboller, serveret på samme måde. I næste omgang kan man bruge cornflakes i stedet for franskbrød. Når der er gået et par dage og forudsat at tævens mave er i orden, kan man lade hende gå over på normalkost. Om fodring af den diegivende tæve se nærmere i kapitlet med fodringsplaner. NB: De første dage efter fødslen må tæven ikke få mælk under nogen form. Det kan forårsage kraftig diarré.

 

Tilkald dyrlæge dagen derpå

Det er klogt at lade dyrlægen aflægge besøg dagen efter fødslen.

Det gælder om at sikre sig, at der ikke findes efterbyrd eller måske en død hvalp i tæven. Ellers vil hendes organiske hurtigt blive forgiftet, mælken andre karakter eller helt høre op, hvalpene dø og tævens eget liv i være i fare.

I sammenligning med det menneskelige og økonomiske tab, man da vil lide, er dyrlægebesøget en billig fornøjelse. Dyrlægen vil undersøge, om der er hvalpe tilbage, og give tæven en indsprøjtning, der får livmoderen til at trække sig sammen, så eventuel efterbyrd stødes ud. Indsprøjtningen virker samtidig mælkedrivende. Bed dyrlægen om tillige at føle tævens mælkekirtler igennem, at alt er i orden, og lad hende eventuelt få en vitaminsprøjte også, så hun hurtigt kommer til kræfter efter fødslen og står godt rustet til det arbejde, der venter hende.

 

Bliv ikke forskrækket, hvis tæven det første døgns tid efter dyrlægebesøget giver sig til at skrabe og regere voldsomt i hvalpekassen. Det skyldes indsprøjtningen, som fremkalder en slags efterveer.

 

Uden dyrlæge

Den mere erfarne opdrætter, der kender sin hund og er sikker på, at fødslen er overstået, og ingen døde hvalpe ligger tilbage i hunden, vil måske være tilbøjelig til at finde dyrlægebesøget unødvendigt. Er det tilfældet, bør man i hvert fald give tæven en medicin, der har omtrent sammen virkning som indsprøjtningen: at trække livmoderen sammen og sikre, at eventuel efterbyrd kommer ud. Præparatet – Methergin – er receptpligtigt, og dyrlægen anfører på recepten, hvor meget der skal gives. Fås både som piller og dråber.

 

Desuden må man føle tævens mælkekirtler igennem. De skal være bløde og uden knuder. En hård mælkekirtel kan, f.eks. behandles med ”sæbemassage”, men være omhyggeligt med at vaske al sæben af med eddike og tørre eddiken grundigt af, inden hvalpene lægges til igen.

 

Tæven skal luftes

Tæven vil de første dage være utilbøjelig til at forlade hvalpene. Men hun må ikke have liv at ligge og ruge så længe over den, at hendes mave går i stå. Hun skal liftes mindste et par gange om dagen, selv om hun stritter aldrig så voldsomt imod. Vælg et tidspunkt, da hvalpene er mætte og sover. Giv hende halsbånd og line på og træk hende blidt, men bestemt ud af kassen. Træk rundt med hende udendørs, til hun har gjort sig ren. Måske lykkes det ikke første gang, men anden gang skulle det i hvert fald gerne overstået. Man skal ikke blive forskrækket, hvis den første afføring er grønlig og halvflydende.

 

Man må ikke de første dage lufte tæven ved at sætte hende i hundegård og gå fra hende, selvom det blot drejer sig om et par minutter, man risikerer at finde en hysterisk og fortvivlet ved døren, når man kommer for at hente hende. Chokket kan være medvirkende til, at hun får fødekrampe, og det er en farlig ting.

 

Tag temperatur

Tæven kan de første dage være noget træt, og der kan også komme lidt feber. Men hun skal gerne være glad og tilfreds, spise og drikke med god appetit. Det er klogt at tage hundens temperatur disse første dage. Den må godt stige lidt over de 38,5, som er normaltemperaturen. Men kommer den over 39, eller falder den ikke i løbet af 3-4 dage, er det et faresignal.

 

Tæven har ikke nok mælk

Små hvalpe vil ofte pibe, når de ikke hurtigt nok kan finde frem til mælkekirtlerne. Eller i protest, når moderen slikker dem for kraftigt. Eller når hun et øjeblik er sprunget ud af kassen.

 

Men de må ikke ligge og skrige længe ad gangen. Hvis de gør det, kan det skyldes, at moderen ikke har mælk nok til dem. Man kan hjælpe hende ved at give hvalpene tilskud, men lad dem stadig også die hende, ellers går hendes mælkeproduktion helt i stå. Del hvalpekulden i 2 halvdele. Lad hold A drikke hos moderen, mens du giver hold B flaske. Ved næste måltid bytter du om, så B får modermælk og A får flaske. Hvis man ikke kan kende forskel på hvalpene, kan man mærke det ene hold med en klat rød neglelak. Det er denne metode man bruger, hvis der er flere hvalpe, end tæven har mælkekirtler til.

 

Tæven vil ikke slikke hvalpene

Enkelte tæver forstår ikke, at de skal slikke deres spæde hvalpe. Undertiden kan man lokke dem i gang med det ved at smøre hvalpenes maveskind og bagdel ind med en lille smule af noget, som tæven sætter særlig pris på – majsolie, krydderfedt, margarine, chokoladesmør, eller hvad det nu kan være. Når hun først er komme i gang med at slikke, er der chancer for, at det slumrede instinkt bliver vakt, så hun fortsætter med det. 

 

Tæven snapper efter hvalpene

Det kan ske, at en tæve snapper ud efter sine hvalpe, allerede mens de er ganske spæde, hvad der kan afstedkomme megen forskrækkelse hos opdrætteren så vel som hos hvalpene, der vil protestere med høje skrig. Det kan undertiden forekomme selv hos tæver, der i øvrigt er meget ømme over deres hvalpe og passer dem godt.

 

Drejer det sig om en førstegangsfødende, kan der være tale om, at hun ligefrem er bange for sine egne hvalpe. De repræsenterer jo noget nyt og uvant. Tal med dyrlægen om at give hende noget beroligende de første dage. Det kan også tænkes, at tæven er af den type, som under normmale forhold knurrer over sit madfad og forsvarer sine kødben med blottede tænder. Denne uvane – som hun burde være vænnet fra gennem fornuftig opdragelse fra sin tidligste hvalpealder – kan hun ikke pludselig blive kvit, fordi hun har hvalpe. Det er blevet refleks hos hende, og hun kan ikke lade være, selv om hun i øvrigt holder af hvalpene og som oftest er meget flov, hver gang det er sket for hende. Er tæven af den type, kan man ikke give hende mad på sengen, som man ellers gør det over for en tæve, der lige har født. Man må lempe hende ud på gulvet og få hende til at spise og drikke et lille stykke fra hvalpene. Senere når hun af sig selv forlader hvalpekassen for at æde, må man passe på, at hun ikke tager madbidder med op og gemmer dem under aviserne i hvalpekassen. Når en sådan godbid senere graves frem, kan den give anledning til snapperi.

 

Så snart hvalpene bliver i stand til at forlade hvalpekassen, må man tage tæven ind i et andet rum, hver gang hun skal have mad. Ellers risikerer man, at en nysgerrig hvalp, der snuser til hendes madfad, får et hak i nakken.

 

Fødekrampe

Fødekrampe (eklampsi, ”kalkchok”) kan opstå umiddelbart før og efter fødslen. I sjældnere tilfælde også, når hvalpene er ca. 3 uger gamle og tager grådigt for sig af mælken. Sygdommen er forholdsvis sjælden, men dog almindelig nok til, at den bør omtales her.

 

Fødekrampe er en akut kalkmangel i tævens blod. Den kan skyldes, at hun ikke har fået tilstrækkelig kalk i fodret under drægtigheden og diegivningen. Men fejlernæring behøver ikke være årsagen. Sygdommen kan opstå som følge af forstyrrelser i det normale kalkstofskifte og årsagen hertil kan muligvis være et psykisk chok.

 

Fødekrampe ytrer sig ved, at tæven bliver urolig og halser, hun går usikkert på bagbenene, vakler, lægger sig på siden, rystende over hele kroppen, mens hun foretager krampeagtige ”cyklebevægelser” med poterne. I sjældnere tilfælde bliver hun også bevidstløs og slap nogle øjeblikke. Man må ikke selv forsøge at behandle tæven, f.eks. ved at tvinge mad eller drikke i hende, men blot fjerne hende fra hvalpene og få hende under dyrlægebehandling omgående. Det er dog ikke et spørgsmål om minutter, men nok om 1 time eller 2.

 

Behandlingen består i, at sprøjte en dosis kalk direkte ind i hundens årer. Sker det ikke hurtigt, dør hunden. Til gengæld hjælper behandlingen som regel hurtigt. Allerede i løbet af et par timer er hunden så kvik, som om intet var sket. Det er dog klogt at gentage behandlingen næste dag.

 

Efterblødning

Det er naturligt, at tæven bløder de første 8-14 dage efter fødslen. Men kommer der blod og flåd i ugevis, eller begynder hun at bløde igen senere, skal hun have Methergin, som beskrevet i afsnittet ”uden dyrlæge”. Hjælper det ikke, må dyrlægen tage stilling til, hvad der skal gøres.

 

Hvalpene: nul uger gamle

De første 3 døgn er de mest kritiske i hvalpenes liv. I løbet af dem viser det sig som regel, om de alle er levedygtige. Hvis der er fred og ro i hvalpekassen, og hvalpene ikke bestiller andet end at spise og sove, kun afbrudt af lidt kortvarig piben, når en hvalp kravlende søger efter en mælkekirtel, så er alt i orden. Hvalpene vokser forbløffende stærkt. Man kan se forskel fra dag til dag. His en enkelt hvalp ligger og skriger, og hvis den bliver tydeligt mindre end den andre (en sådan ”utrivelig” hvalp skrumper faktisk ind i løbet af de første døgn), vil den næppe kunne klare sig. Man kan forsøge at rede den, men chancerne er ikke store.

 

Tæven passer hvalpene i enhver henseende, slikker dem rene, så der hverken kommer afføring eller urin i kassen. Alligevel bør man hyppigt skifte aviserne ud, bl.a. fordi der kan komme blod og flåd fra tæven. Man må forvisse sig om, at hver enkelt hvalp får nok at spise. De skal se pæreformede ud med den tunge ende nedad og virke tunge og faste at løfte på.

 

Såfremt hvalpene er af den race, hvis standard kræver halekupering, skal dette ske, inden de er en uge gamle. Hvis man alligevel har dyrlægen på besøg dagen efter fødslen, er det nemmest at få det foretaget på det tidspunkt. Det sker undertiden, at man finder en hvalp ude på gulvet. Det skyldes, at den har diet så ivrigt og hængt så fast, at den har fulgt med, når moderen er hoppet ud af kassen. Hyppigt tilsyn med mor og hvalpe er derfor nødvendigt.

 

Hvis en hvalp er født med en eller anden defekt, må man lade den aflive hurtigst muligt – det bliver sværere, jo længere tid der går. Der kan være noget gribende ved den stædighed, hvormed en lille hvalp trods et eller andet handicap tappert kæmper for det liv, den så nylig har fået. Det kan være svært at fælde dødsdommen over den – men tænk på, at den ellers vil vokse op til en ynkværdig stakkel. Lad dyrlægen ordne det, når han aflægger sit besøg dagen efter fødslen. ”Gør det selv” metoden er utilladelig, også når det drejer sig om aflivning af selv ganske spæde hvalpe.